Det område inden for golfsporten, hvor den teknologiske udvikling de seneste år er gået hurtigst, er udviklingen af golfbolden. Den bold, der engang blev lavet af et stykke skind, fyldt med en høj hatfuld sammenpressede fjer, er i dag genstand for en forskning i et omfang, der næsten er rumfartsindustrien værdig. Forbrugernes ønsker om hele tiden at slå bolden længere og mere præcist og samtidig kunne få bolden til at stoppe hurtigt, når den rammer green, har betydet, at alle de store producenter af golfbolde i dag bruger milliarder af kroner på at udvikle nye boldtyper med stadigt bedre egenskaber. Og man siger, at den primære årsag til, at de bedste professionelle golfspillere i dag slår længere slag end nogen sinde tidligere og er i stand til at score bedre end før, primært skyldes udviklingen af golfbolde. I højere grad end udviklingen af jern og køller.
Det er også et ufravigeligt faktum, at hvis man ønsker at reducere slagenes længde for at forsvare de gamle, hæderkronede baner mod spillere som Tiger Woods og Ernie Eis, så er det letteste og måske også mest nærliggende at reducere boldenes præstationer. I så fald skulle golfens bestemmende organer, The Royal & Ancient i Skotland og United States Golf Association i USA, stille nye krav til boldenes størrelse, vægt og til udformningen af det mønster, som giver boldene op- og fremdrift samt påvirker skru og aerodynamik. Moderne golfbolde adskiller sig altså betydeligt fra tidligere tiders bolde. Umiddelbart er en golfbold en golfbold. Den er rund, hvid, har et mønster, kaldet “dimples”, og skal i øvrigt overholde de af R&A og USGA fastsatte minimums- og maksimumsgrænser for størrelse og vægt. Golfbolden må i dag ikke veje mere end 45,93 gram, og må ikke være mindre en 42,67 mm i diameter. Reglerne siger også, at boldens udgangshastighed ikke må overstige 76,2 meter i sekundet, og desuden må golfbolden, affyret af R&A’s godkendte testapparatur, ikke flyve og rulle over 256 meter i gennemsnit, dog med en tolerance på 4 %. Det lyder – og er temmelig kompliceret. Men det er de regler, bold-producenterne skal gå ud fra, når de udvikler nye bolde. Og for at en nyudviklet golfbold må benyttes under spil, skal den være godkendt af R&A, og af USGA i USA. I perioden 1931- 1987 var der forskellige regler hos de to lovgivende myndigheder, men med hensyn til bolde er der i dag ensartede regler. Alligevel udvikles der konstant nye boldtyper, som gør det muligt for golfspillerne, både de topprofessionelle og de almindelige klubgolfere, at slå længere og længere. Forklaringen skal findes i, at boldene i dag tilpasses de materialer, man benytter til udvikling af udstyret. Selve bolden, uanset hvilket fabrikat, hvilke materialer og hvilke mønstre, der benyttes, overholder de fastsatte testkrav. Men der er simpelthen forskel på, om bolden “affyres” af en maskine i testcentret eller af slagfladen på en titanium-driver.
FRA “FEATHERY” TIL GUTTAPERKA
De første golfbolde var formentlig lavet af bøgetræ, og siden af dyrehår, som blev presset ned i en lille lærredspose. Men ingen af disse bolde havde specielt gode egenskaber. Det havde de første egentlige golfbolde nu heller ikke, men de såkaldte featherybolde var trods alt mere ensartede og ganske smart udtænkt.Helt tilbage i starten af 1600-tallet begyndte man at lave feathery-bolden af heste- eller oksehud, skåret i et timeglasformet mønster. Skindet blev syet sammen til en bold, så der kun var en lille åbning tilbage og herefter vendt med vrangen ud. Derpå proppede man skindet med våde fjer med et specielt udviklet stykke værktøj, og når fjerene inde i bolden tørrede, udvidede de sig og skabte en relativt hård, rund bold. Den præcise mængde fjer til en featherybold, viste det sig, svarede til indholdet af en høj hat. Featherybolden tog lang tid at lave, den var kostbar, og den gik let i stykker. Men det var muligt at spille golf med den, og der findes på golfmuseet i St. Andrews i Skotland den originale feathery, som en af datidens store spillere, Allan Robertson, i 1842 spillede Old Course i St. Andrews med i 87 slag. Ligesom der dengang fandtes familier, der var berømte køllemagere, var der også familier, som specialiserede sig i at lave featheryes, blandt dem var familien Robertson, og ud over at være en dygtig golfer, var Allan Robertson dengang også kendt som en af de bedste featherymagere. Allan Robertson og hans familie lavede featherybolde frem til ca. 1852, så var det efter mere end 200 år slut. Nogle få år forinden havde Adam Paterson fra St. Andrews nemlig gjort den opdagelse, at guttaperka, en slags gummi, der blev udvundet af det tropiske perchatræ, kunne benyttes til golfbolde. I modsætning til de stadig kostbare featherybolde, var guttaperkabolden eIler “guttie”, som den kaldtes, billigere og mere holdbar. Samtidig blev det muligt at standardisere boldene i langt højere grad, hvad angik såvel form som vægt. Guttaperkaen blev først kogt, og den bløde masse kunne herefter let presses til en bold, som blev hård, når den afkøledes. I modsætning til featherybolden, kunne man smelte guttien om, når den var slået i stykker, og det var med til at sænke prisen betragteligt. I 1848 tog guttiebolden faktisk helt over. De fleste gummi- og dækfirmaer fik produktion af golfbolde som en givtig niche, og gamle boldmagere som Robertson fortsatte deres virke, nu blot i det nye materiale. Guttieboldene vejede mellem 40,43 og 48,2 gram, og det blev almindelig kutyme, at bold mageren stemplede både vægt og navn på bolden. Med guttiebolden blev det også muligt at skabe et mønster på boldene, en forløber til vore dages dimples. Mønstret var en identifikationsfaktor, men havde også den praktiske betydning, at det påvirkede vindmodstanden, og boldene kom til at flyve bedre end den glatte bold, man kendte. Ca. ti år efter Allan Robertson havde været i stand til at score en 87’er på Old Course med sin featherybold, blev en guttiebold benyttet til at sætte en ny rekord på banen, 79 slag. En score, som mange den dag i dag vil være lykkelige for at opnå på Old Course, selv med moderne udstyr og bolde.
HASKELLS SPUNDNE GOLFBOLD
Mens featherybolden var golfernes bold i mere end 200 år, fik guttiebolden en meget kortere levetid. Da det først var blevet muligt at benytte gummimaterialer i fremstillingen af golfbolde, gik udviklingen nu for alvor stærkt, og der kom hurtigt nye forbedringer til. Stamfaderen til den golfbold, vi benytter i dag, hed Coburn Haskell og var en dygtig amerikansk amatørgolfer i slutningen af 1800-tallet. Han fandt i 1898 ud af at kombinere guttaperkabolden med en egentlig kerne af gummi. I samarbejde med ingeniøren Bertram Work fra Goodrich Rubber Company i Akron, Ohio, fandt Haskell ganske enkelt ud af at spinde en hård kerne af et langt gummibånd, og placerede den i en skal af guttaperka. Dette frembragte en mere levende og dynamisk bold, som først og fremmest var lettere at kontrollere. Efter nogle vanskeligheder med at styre boldflugten i begyndelsen, hvor gummikernen blev håndspundet, fandt Work og Haskell hurtigt melodien. Man opfandt en maskine, der kunne spinde kernen automatisk, og dermed blev det muligt også at sætte bolden i masseproduktion. Allerede i 1901 vandt Walter J. Travis det prestigetyldte US Amateur Championship med en Haskell-bold, og året efter nåede den amerikanske bold til golfens moderland, Skotland, hvor det lykkedes briten Sandy Herd at vinde The Open Championship med en Haskell-bold foran datidens helt store stjerner James Braid og Harry Vardon. Siden Haskells opfindelse har stort set al udvikling af golfbolden været baseret på denne metode.
TENDENSER I DE MODERNE GOLFBOLDE
Vi skal ikke mange år tilbage, før “den moderne golfbold” blot var en 3-delt konstruktion med en gummikerne, et spundet mellemlag og en skal af enten surlyn eller balata, med det første som det billigste og mest udbredte, og det sidste som elitespillernes foretrukne. Man talte om boldens kompression, der betyder dens hårdhed, og i den forbindelse fandtes der reelt kun fire typer, nemlig kompression 100 (for elitespillere), 90 (til alm. herrespillere), 80 (til kvinder og måske seniorer) og 70-55 (som var rene træningsbolde). Det var dengang. I dag er kompressionsbegrebet næsten væk. Ingen taler længere om boldens kompression, om end det da af og til nævnes, at Tiger Woods angiveligt spiller med en bold, som er gjort ekstra hård specielt til ham. Begreber som almindelig surlyn og balata hører også fortiden til, selvom materialerne fortsat benyttes. I dag findes bare en masse andre materialer, som har de samme eller bedre egenskaber. Dagens boldproducenter benytter materialer med eksotiske navne som urethane, fusabland, urethane elastomer, trithane og lithium surlyn. Mange bolde er såkaldte multilayerbolde, altså med mere end tre lag. De kan bestå af f.eks. en hård kerne af metal, en større gummikerne omkring den, en tynd plastikmembran og en ultratynd skal. Der findes stadig bolde med en form for spunden kerne, f.eks. omkring en lille inder kerne, og så er den store forskel, at kernen i dag er blødere end tidligere. De mange lag giver producenterne mulighed for at skabe bolde, som på en gang flyver langt og får meget spind på greens. De for skellige lag arbejder med og mod hinanden afhængigt af med hvilken kraft, bolden rammes. De fleste golfbolde i dag er således allround-bolde, hvor producenterne har bestræbt sig på at få alle de ønskede egenskaber ned i en og samme bold. Der findes dog stadig to versioner af de fleste bolde, nemlig “spin”- og “distance”-bolde. Spind bolden giver afkald på en lille smule længde, i forhold til større præcision og en bedre fornemmelse, mens distance-bolden er skabt til at flyve og rulle længst muligt, med lidt mindre præcision og fornemmelse til følge. Meget dygtige spillere, for hvem længden – vi taler om maksimalt ti meter – ikke betyder så meget, vælger derfor oftest spin-bolden, mens den gennemsnitlige golfspiller, som ikke er i stand til at ramme bolden så godt, at spin-effekten udnyttes optimalt, af de fleste eksperter anbefales at benytte distancebolden.
